16. oktober 2019

Landmandens plan-B hedder blyant og papir

Tekst og foto: Mogens Greve

For 50 år siden foregik al landmandens arbejde i marken, og han kendte hver en sten.
I dag kan det nogle gange være svært blot at holde sig helt ajour med, hvilke marker der er høstet færdig.
Landbrugene er blevet færre og større, og i en del af døgnets 24 timer er traktorsædet skiftet ud med kontorstol.

Internet til kontor og mobil

”Landmanden skal bruge internet til sit kontor,” fortæller IT konsulent ved Seges, Christian Brandt Møller.
”Han har også brug for mobildækning, når han selv og/eller medarbejdere er i marken.”
På computeren er der en oversigt over markerne, og en af serviceydelserne fra Seges er hjælp til optimal sprøjtning af markerne.
”Vores program opererer med felter á 10x10 meter, og en mark er mange gange 10x10 meter.”
På kontoret tilretter landmanden programmets oplysninger i forhold til sit kendskab til vand på marken og andre lokale forhold.
”Jeg har besøgt landmænd, hvor internettet var så langsomt, at programmet bare ikke kunne bruges.”
Kan landmanden ikke føre sprøjteregnskabet på computeren, hedder det blyant og papir.
”I programmet er indlæst oplysninger om sprøjtemidler og særregler m.m., som det er meget sværere at administrere uden computer.”

Holder igen med udvikling

Mobildækningen gør det muligt at hente oplysninger ned i maskinerne på marken.
”Programmerne er indrettet til at opsamle oplysninger i områder uden mobildækning. Men det gør programmerne dyrere og funktionaliteten dårligere.”
Når landmanden tager billeder af skadede områder og brønde m.m. og indlæser dem i programmet, kan de særlige forhold ses på både computer – og på mobilen af den, der kører på marken.
”Fremtidens brug af 3D kort stiller nye krav til både mobildækning og hurtigt internet på kontoret.”
Christian fortæller, at 3D giver et langt bedre overblik over forholdene på de enkelte marker.
”Men det er tunge data, og de langsomme forbindelser får os til at holde igen med udviklingen.”
Forventning om større krav fra myndighederne til indberetning om marker og maskiner m.m. stiller også nye krav til net-kapaciteten.
”Hvad angår både økonomi og miljø, så er hastighed og stabilitet på computer og mobil en bremseklods for optimal udnyttelse af mulighederne. Og udviklingen går langsommere.”