09. december 2017

Det er ikke længere nok med el og vand

Tekst og foto: Mogens Greve

Går man efter laveste fællesnævner, sorterer man automatisk en vis procentdel af de potentielle huskøbere på Djursland fra.
Teleekspert og seniorkonsulent ved Netplan, Michael Jensen, siger nemlig, at flere og flere køber 100 mbit bredbånd.
Og der er stadig mange på Djursland, der ikke har det - og ikke har mulighed for at opgradere til det.

 

Det koster lidt mere

”En halv mio. i Danmark har i dag minimum 100 mbit, og det tal er stærkt stigende,” siger han.
”Dem, der efterspørger hurtigt net bliver sorteper i områder med lave hastigheder. Man skal simpelthen vænne sig til, at den fremtidssikring koster lidt mere.”
Han henviser til undersøgelser, der siger, at tre ud af fire huskøbere bevidst fravælger huse uden fibernet.
”Set i forhold til andre udgifter, som folk selv betaler, eksempelvis kloakering, er 2.-3.000 kroner for en fiberforbindelse en forholdsvis overkommelig investering.”
Stadig flere sommerhuskøbere/-lejere går også efter de sommerhuse, hvor de får samme hurtige netforbindelse som i privatboligen.

 

Det skal virke

En husstand kan på samme tid vaske tøj, se TV, lave kaffe, have lys i stuen, have mobiltelefonerne til opladning og juleanden i ovnen uden at skulle tænke på, om der er strøm nok.
”Rigtig mange vil i dag ikke bo i et hus, hvor man hele tiden skal tænke på, om internettet er hurtigt nok til det, man har brug for. For dem er det lige så stor en selvfølge at have hurtigt nok net til det hele, som det er at have nok strøm til det hele.”
Ligesom strøm er det også en selvfølge, at en husstand har indlagt vand.
”Men det er ikke nok at have ubegrænset adgang til vand. Vi gider ikke vente en halv eller en hel time på, at at spanden bliver fuld. Det skal være hurtigt og stabilt og komme ud af hanen, når vi åbner for den – også hvis vi åbner for flere haner på samme tid. For en huskøber er det heller ikke nok at have internet. Det skal være hurtigt og stabilt og virke, når vi har brug for det – også hvis flere skal bruge det på samme tid.”