16. december 2017

Alle kan få trådløst net med fut i

Tekst og foto: Mogens Greve  -  Tina Holm, formand for GrenaaS.net

"Kommunikationen på Djurslands næse er i høj grad båret oppe af de trådløse net med sine 10.000 brugere."
Det siger Tina Holm i Pederstrup. Hun har været med siden starten og er stadig involveret i GrenaaS.net og er suppleant i KolindS.net.
Den oprindelige ideologi med trådløst net på Djursland handlede også om nyhedsformidling og om at bringe mennesker tættere sammen.
"På nær i GrenaaS.net fylder ”det andet” ikke længere så meget, men fælles for nettene er, at vi kan skabe netforbindelser hvor andre giver op."

 

Tag kontakt til nettet

”Tidligere på året fandt borgmesteren i Syddjurs de store ord frem ved indgåelse af en aftale om fiber i syd-syddjurs,” siger Tina.
”Det er også en fin aftale, men jeg kan godt blive lidt irriteret over, at tilsyneladende ingen borgmester endnu har opdaget bedriften med Djurslands trådløse net."
Hun siger, at nettene i en vis udstrækning lider af snakken om tidligere tiders begrænsninger.
”Fordi naboen for tre år siden har sagt, at det ikke virker, så er der altså sket meget siden da, og mange fordomme kan aflives, hvis blot vi tager snakken om det. Selv om egnsnettene har udviklet sig forskelligt, snakker vi i dag fint sammen, og vi vil det samme.”
Tina opfordrer således de mange grupper, der har fået afslag fra bredbåndspuljen, til at tage kontakt til de trådløse net.
”Hvis en gruppe på blot fem husstande er villig til hver at lægge det samme indskud på 2.000 kroner, kan vi stort set altid skaffe hurtigt net.”
GrenaaS.net er i de trådløse nets 15-års jubilæumsår ved at lægge sidste hånd på en total opgradering, som startede for fem år siden.
”Djursland var først og størst, og folk fra Djursland rejste verden rundt for at lære andre om trådløst net. Djursland var kendt over hele verden – bare ikke på Djursland, og sådan er det til en vis grad stadig.”
Formand for EbeltoftS.net, Charlotte Holst, er helt på linje med Tina.
”Dengang forstod man det ikke, og i dag lytter man ikke,” siger Charlotte.

undefined