17. december 2019

Så er der hurtigt internet til Anholt

Forrige mandag dukkede der en besked op på Facebook-gruppen ”Anholt Fibernet”.
Der var en flaske Anholt Gin til dem, der fra denne dag og året ud tilmeldte sig det aktuelle tilbud om hurtigt internet.
Det blev hurtigt fulgt op, så der pludselig også blev tilbudt champagne, kartofler, pizza og håndklæder.

Anstrengelserne gav bonus, da Fibia i dag har meddelt, at der kommer fibernet til Anholt.

Du kan her læse artiklen, som forrige mandag blev sendt til medierne.


Julens stærkeste argument fra Anholt Gin

For at fremtidssikre øen kommer Anholt Gin med julens stærkeste argument for hurtigt internet

Af: Mogens Greve
Pressefoto - medindehaver af Anholt Gin, Jakob Kjærgaard med to flasker gin

Mandag formiddag skrev medindehaver af Anholt Gin, Jakob Kjærgaard, i Facebook-gruppen ”Anholt Fibernet,” at han giver en flaske Anholt Gin til de adresser, der fra denne dato og året ud tilmelder sig hurtigt internet.
”Øen skal bare have hurtigt internet nu,” siger Jakob Kjærgaard.
Orakel Bar var ikke sen til at tage tråden op.
Nogle timer senere skrev indehaver Jakob Garde, at Orakel Bar serverer en flaske bobler til hver husstand, der fra d.d. og året ud tilmelder sig fibernet.
Opslaget sluttes af med et ”Peace, Love & Fibernet”.
Kort efter det kom også Jakob Vestervig fra Spiseriet på banen – med en pizza til hver nytilmeldt husstand.

Mangler 50 tilmeldinger

Frem til årsskiftet kører der på øen et kampagnetilbud om fibernet.
Kravet for realisering af Fibias tilbud om etablering af fibernet er, at mindst 230 af øens husstande tilmelder sig senest 31. december.
I skrivende stund er der 177 tilmeldte.
For en del mennesker er hurtigt internet en betingelse for at kunne bo og arbejde på Anholt.
Det gælder blandt andet Jakob Kjærgaard.
”Både privat og arbejdsmæssigt er hurtigt internet en betingelse for at bevare øen som et attraktivt sted at bo og leve,” siger Jakob.
”Vi regner med i løbet af 2020 at flytte destilleriet fra Fjerritslev til Anholt og har i den forbindelse brug for stabilt internet.”
For familien på to voksne og fem børn i alderen 6-13 år står hurtigt internet også højt på ønskelisten.
De voksnes to computere samt iPad og mobiltelefoner stiller større krav, end det nuværende internet kan honorere.
”Og når en meget engageret Fortnite-spiller går i gang, kan vi andre slet ikke komme på nettet.”