07. december 2017

Dårligt internet har kostet kunder

Tekst og foto: Mogens Greve - formand for Bønnerup og Omegns Borgerforening, Michal Lønsgren Andersen, siger, at Bønnerup skal have fibernet for hinandens skyld.

Den unge anlægsgartner i Bønnerup, Ida Hougaard Kristiansen, IHK Anlæg, sender regninger og tilbud m.m. ud med mail om aftenen, da hendes internet som regel ikke virker om morgenen.
”Jeg har mistet kunder på, at de ikke har modtaget mail, som jeg ellers havde sendt til dem,” fortæller Ida.
”Jeg har to forskellige mailsystemer, og da det er galt med dem begge, er jeg sikker på, at den dårlige netforbindelse har skylden.”

Har tilmeldt sig

Ida blev selvstændig i efteråret 2016 og flyttede til Bønnerup i foråret 2017 og har nu tilmeldt sig det aktuelle fibernettilbud.
”Det er ikke nemt at drive forretning uden ordentlig internet, og det bliver helt sikkert også svært at sælge huse med ingen eller dårlig forbindelse.”
Formand for Bønnerup og Omegns Borgerforening, Michal Lønsgren Andersen, nikker genkendende til Idas problemer.
Han er produktions- og montageleder i Solatek, hvor ikke mindst de to ansatte, som tegner solafskærmninger, har brug for hurtigt net.
”Der er jævnlige udfald på vores nuværende forbindelse. Det er bare kortsigtet og helt galt, at nogle lader prisen på en TV-pakke afgøre, om de tilmelder sig fibernet. Vi skal med for hinandens skyld.”