19. november 2019

Menukortet behøver en supplerende fremtidssikring

Tekst og foto: Mogens Greve

Indehaverne af ”Ved Vejen”, Line Blach Kobberøe og Niels Fabricius Kilstrup, har på Anholt fundet netop det sted og det liv, som de to nygifte prioriterer så højt.
De boede sammen i København, hvor hun var instruktørassistent på Operaen og han arbejdede i reklamebranchen, indtil de åbnede spisestedet ”Ved Vejen” i 2017.
Frem til april er der åbent i weekenderne, hvorefter der igen er åbent hele ugen.

Sindssygt vigtigt for øen

Line og Niels ser det som et ”must”, at Anholt takker ja til det aktuelle tilbud om at få fibernettet bredt ud på øen.
”Det er sindssygt vigtigt og sikrer, at øen med sine online arbejdsmuligheder også er attraktiv for børnefamilier,” siger Niels.
”Line og jeg kan sagtens klare os uden det hurtige net – men har meldt os til for øens skyld.”
Det hurtige internet er en væsentlig del af det ”hurtige liv” på fastlandet, som mange øboere søger væk fra.
”Men vi må også erkende, at hurtigt internet her på øen er et af de vigtigste arbejdsredskaber for tilflyttere. Det betyder ikke, at Anholt skal være et tivoli, og heldigvis er vi da også selv herre over, hvordan vi bruger internettet.”
Line fortæller, at de kender flere med seriøse planer om at flytte til Anholt.
Færge og fly bringer folk til og fra øen.
”Muligheden for også at pendle digitalt via en hurtig netforbindelse gør det både nemmere og mere attraktivt at flytte hertil. Og for børnene og børnebørnene er det hurtige net nærmest en selvfølge.”